Medicinrum Fredericia
Et medicinrum med minimale pladsforhold på en travl medicinsk afdeling, en planlagt renovering med mulighed for ombygning, og en båndlagt pulje til medicineringsforbedrende tiltag. Det var de tre ingredienser, som tilsammen skabte rammerne for at nytænke og optimere indretningen af et nyt medicinrum, og medtænke patientsikkerhedsforbedrende løsninger.
Det synlige resultat blev en helt ny-tænkning af medicinrummet på Fredericia Sygehus. Således er det svært at tro at det er det samme rum, som personalet brugte før og efter ombygningen. Mens den fysisk indretning er synlig for alle, er det de færreste som kan se, at indretningen og designet er lavet ud fra en psykologisk analyse med det formål at designe sig ud af fejlrisici.
Hvordan og hvorfor
Som udgangspunkt for arbejdet med at kortlægge adfærden hos de daglige brugere brugte Harrit & Sørensen og FORCE Technology on site observationer. Adfærden kunne iagttages ved direkte observationer og ved videooptagelser, og forklaringerne af adfærdsmønstre kom sygeplejerskerne selv med gennem interviews.
Problemet lå i designet, og det samme gjorde løsningen
Resultatet viste en lang række uhensigtsmæssigheder af designmæssig og organisatorisk karakter. Ved at se på de menneskelige faktorer – human factors – var det muligt at klarlægge svagheder ved design og organisation, hvad angår sikkerheden for at patienterne får den rette medicin.
Som eksempel kan nævnes at sygeplejerskerne forstyrrede hinanden meget, hvilket medførte en risiko for at sygeplejerskerne hældte forkert medicin op. Forstyrrelserne udsprang af et ikke tidssvarende design idet medicinrummet var lille, lugtede dårligt, havde dårlig belysning og gav sygeplejerskerne en klaustrofobisk fornemmelse.
Det nye medicinrum er designet så risikoen for støj og forstyrrelser er afskærmet med en skydedør af glas, således at sygeplejerskerne kan arbejde i rummet med døren lukket. Sammen med den lukkede dør, forbedrede arbejdsforhold og den nye indretning af medicinrummet, er det lykkedes at nedbringe risikoen for at hælde forkert medicin op til patienterne.


